Borgerdialog om byens udvikling

Indre By Lokaludvalg inviterer onsdag den 31. oktober til dialog om byens udvikling i Kunsthal Charlottenborgs gård samt til en gratis guidet tur i kunsthallens udstilling BIG ART.

Københavns Kommune er i gang med at sætte retningen for København frem mod 2031 med forslaget ’Verdensby med ansvar - Forslag til Kommuneplanstrategi 2018’. Forslaget er i offentlig høring frem til den 20. november 2018. I den anledning inviterer Indre By Lokaludvalg til borgerdialog om København og Indre Bys udvikling. 

”I lokaludvalget er vi meget interesseret i at få borgerne bragt i spil, så de kan få indflydelse på den udvikling, der er i gang i København.  For der kunne godt være et større fokus på Indre Bys udfordringer i forslaget til kommuneplanstrategi. Vi er trods alt over 42.000 beboere i bydelen", siger formand for Indre By Lokaludvalg Bent Lohmann. 

"Jo flere, der ytrer sig, desto bedre. Der skal vægt bag Indre Bys holdninger for at få vores bydel højere op på den politiske dagsorden. Derfor inviterer vi til borgerdialog om, hvad der skal ske med vores by. Jeg glæder mig til at høre, hvad bydelens befolkning mener", slutter Bent Lohmann. 

Du kan møde Indre By Lokaludvalg ved Debatvognen i Kunsthal Charlottenborgs gård den 31. oktober kl. 17.00 -20.00 til en snak om kommuneplanstrategien og forholdene i Indre By.