Danmarksmonumentet skal frem i lyset!
I mere end hundrede år har Danmarksmonumentet været stuvet af vejen på Püchlers Bastion i Østre Anlæg. Det ønsker Indre By Lokaludvalg at ændre på.
Et imposant vidnesbyrd
Med Moder Danmark tronende på toppen af en sokkel, flankeret af løver og bronzerelieffer, er monumentet ellers et imposant vidnesbyrd om dansk mentalitetshistorie på kanten til sidste århundrede. Indre By Lokaludvalg ønsker, at Danmarksmonumentet skal komme bedre til sin ret med en ny placering i bydelen.
Monumentet kaldes også for Guldbryllupsmonumentet, da det er skabt i anledning af kong Christian 9. og dronning Louises guldbryllup 26. maj 1892. Den største del af omkostningerne blev dækket gennem en folkeindsamling, hvilket kan ses som et vidnesbyrd om ”Europas svigerforældres” popularitet i befolkningen.
Oprindeligt blev monumentet opstillet foran Statens Museum for kunst i slutningen af 1800-tallet, men trods den folkelige opbakning i forbindelse med finansieringen blev Danmarksmonumentet langt fra vel modtaget. Som en konsekvens blev det i 1920 flyttet til Püchlers Bastion i Østre Anlæg. Her har det stået siden.
Lokaludvalget ser efter nye placeringer
I april 2022 fik lokaludvalget afslag fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse på vores forslag om at flytte Danmarksmonumentet til Churchillparken.
Læs lokaludvalgets brev til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Tidligere har vi foreslået en placering af Danmarksmonumentet foran Tøjhusmuseet.
Nu vil lokaludvalgets formandskab undersøge, om Hjalmar Brantings Plads i nærheden af Østre anlæg kunne være en mulighed for en alternativ placering af Danmarksmonumentet. Vi har også diskuteret en placering ved Inderhavnen for enden af Bernstorffsgade. Her er det vores vurdering, at Danmarksmonumentet ikke kommer til sin ret mellem de nye bygninger i området.
Vi mener dog til stadighed, at Danmarksmonumentet skal have en mere fremtrædende plads i vores bydel.
Hvor skal Danmarksmonumentet stå? Deltag i debatten på vores facebookside!
Se den oprindelige placering af Danmarksmonumentet
På KBH Billeder kan du se Danmarksmonumentet, som det stod foran Statens Museum for Kunst.