En overdækning af Vesterport Banegrav skal give værdi til byen

I vores borgermøde om en mulig overdækning af banegraven var signalet, at projektet skal give tilbage til byen. Vi bruger input fra aftenen i vores høringssvar til et lokalplanforslag om en overdækning af Vesterport Banegrav.
I vores borgermøde om en mulig overdækning af Vesterport Banegrav kunne de omkring 25 deltagere give deres input til Indre By Lokaludvalgs kommende høringssvar om sagen.

Vesterport Banegrav er kommet i spil igen, efter at det kom frem, at DSB Ejendomsudvikling har bedt kommunen om en lokalplan, der skal gøre der muligt at bygge en op til 100 meter høj bygning ovenpå banegraven. Ideen om et sådant projekt har simret længe, men meldingen kom alligevel bag på Indre By Lokaludvalg. Ikke desto mindre var lokaludvalget hurtigt i gang med at arrangere et borgermøde om banegravens fremtid. 

Nej tak til højhus

Borgermødet blev holdt den 28. oktober 2025, og selv om det efter offentliggørelsen af mødet blev kendt, at DSB Ejendomsudvikling har sat byggeprojektet i bero, afholdt det ikke de 25 deltagere i borgermødet fra at komme med ideer til, hvad banegraven skal anvendes til. Snakken gik livligt og det stod klart, at et højhus ovenpå banegraven ikke er sagen. 

Nogle deltagere kunne gå med til en boligkarrébebyggelse i max. fem etager. Andre så for sig, at trafikken i Hammerichsgade og Vester Farimagsgade blev lagt i rør på overdækningen og at der ovenpå rørene blev bygget til idrætsfaciliteter; Alt i alt max. 10 meter højt. Ideen var så at indrette Hammerichsgade og Vester Farimagsgade til asfaltfrie grønne arealer.

Afgrænsning af området for lokalplanforslag for Vesterport Banegrav med kommuneplantillæg.

Ja tak til begrønning og plads til lokal kultur

Overordnet set var signalet fra borgermødet, at en overdækning af banegraven skal anvendes til noget, der giver tilbage til byen. Gerne noget rekreativt, noget grønt og/eller noget kultur. Signalet var også, at en overdækning af banegraven skal tænkes sammen med Nyropsgadekvarteret og at der skal udarbejdes en helhedsløsning for trafikken i området.  

De budskaber vil indgå i høringssvaret om lokalplansagen, som lokaludvalget skal vedtage i sit møde den 13. november.  

Byggeprojekt i bero

Og hvorfor er byggeprojektet ovenpå Vesterport Banegrav så sat i bero? Jo, det skyldes, at staten arbejder med en plan om at etablere en eksprestunnel for S-tog mellem Hovedbanegården og Hellerup. En sådan tunnel ændrer væsentligt på forudsætningerne for byggeprojektet.