Flere erhvervsparkeringspladser på vej til Københavnerne

Budgetpartierne i Københavns Kommune er enige om, at mulighederne for erhvervsparkering skal forbedres i København.

Partierne bag kommunens budget 2019 er blevet enige om, hvordan de overskydende penge fra 2018-budgettet skal fordeles. Der er enighed blandt partierne om, at mulighederne for erhvervsparkering i København skal forbedres, og at der derfor skal afsættes penge af til etablering og opmærkning af erhvervsparkeringspladser. Som det fremgik af aftalen om budget 2019 skal Teknik- og Miljøforvaltningen afdække potentialet for at etablere 500 flere erhvervsparkeringspladser uden at det går ud over de almindelige parkeringspladser.

”I lokaludvalget vil vi gerne kvittere for at partierne bag kommunens budget 2019 har afsat nogle af de overskydende penge fra 2018-budgettet til at finde 500 erhvervsparkeringspladser uden, at det får konsekvenser for de eksisterende parkeringspladser. Vi har arbejdet for en løsning på problemet i flere år. Og vi assisterer gerne kommunen med at finde de mulige steder i Indre By”, udtaler formand for Indre By Lokaludvalg Bent Lohmann.  



Der vil i 2019 og 2020 årligt blive afsat 1,5 mio. kr. på service og til etablering samt opmærkning af erhvervsparkeringspladser. Afdækningen kommer til at indebære etablering af erhvervsparkeringspladser indenfor 10- meter zonen og etablering af en licensordning, der betyder, at det kun er relevante erhvervsbiler, herunder håndværkere, læger og hjemmeplejen, der lovligt kan anvende pladserne.



Partierne bag aftalen er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Venstre, Konservative samt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.