Forsøg med komprimerende affaldskurve i Indre By
I Indre By sættes 12 komprimerende affaldskurve op fra den 10. november. Som en del af projektets opdrag vil antallet af affaldskurve være det samme og mængden af indsamlet affald er uændret. Det vil sige, at de komprimerende affaldskurve erstatter eksisterende affaldskurve.
Se placeringen af de komprimerende affaldskurve
Kommentarer til komprimerende affaldskurve
Har du kommentarer til forsøget med de komprimerende affaldskurve, kan du sende Teknik- og Miljøforvaltningens afdeling for Parker, Kirkegårde og Renhold en mail på pkr@kk.dk. Skriv ”Forsøg med komprimerende affaldskurve” i emnefeltet.
Hvis du vil have os i lokaludvalgvalget i tale angående forsøget, som skriv til indrebylokaludvalg@okf.kk.dk
Der er tale om et pilotprojekt hvis formål er at bortskaffe affald fra byens affaldskurve med færre tømninger, mens renholdelsesniveauet fastholdes, og undersøge om komprimerende affaldskurve med fordel kan bruges til at mindske antallet af tømninger i København.
Forsøget med de komprimerende affaldskurve udføres af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning ud fra opdrag i projektet Ren By med smartere affaldskurve 2018-2023. Projektets nuværende budgetramme lyder på 550.000 kr. årligt fra 2025 og frem.
Efter forsøgsperioden er det for indeværende tanken, at de komprimerende affaldskurve tages ned igen. Herefter vil Teknik- og Miljøforvaltningen evaluere forsøget og vurdere om de komprimerende affaldskurve med fordel bør være en del af Københavns affaldsindsamling. I så fald kan udrulningen af kurvene igangsættes i mindre skala. Forvaltningen laver også en såkaldt business case, der kan præsenteres for Borgerrepræsentationens politikere. Politikerne kan så vælge, om forsøget skal munde ud i en udrulning i større scala.
Men for nu er der altså tale om et midlertidigt forsøg.
Komprimerende affaldskurve er også en del af Restaurations- og Nattelivsplanen
Resultaterne af forsøget med de komprimerende affaldskurve kan potentielt bruges i nattelivet og påvirke affaldsmængderne i nattelivet positivt. Borgerrepræsentationen godkendte den 21. august 2025 et udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025. Planen træder i kraft pr. 1. januar 2026, men allerede fra november i år vil vi altså i Indre By kunne undersøge hvordan komprimerende affaldskurve klarer sig på feststrækninger som Gothersgade og på Kongens Nytorv ved Nyhavn, som er to af de udvalgte lokaliteter.
Indre By er sammen med det Indre Nørrebro i Restaurations- og Nattelivsplanen blevet udvalgt til at lægge fysiske rammer for et forsøg med de komprimerende affaldskurve. I Restaurations- og Nattelivsplan 2025 står der følgende:
"I udvalgte festområder, hvor affaldstrykket er massivt, vil komprimerende affaldskurve evt. kunne løse udfordringen. I 2025-2026 afprøver forvaltningen de komprimerende affaldskurve, som kan rumme og komprimere affaldet, så affaldskurvenes kapacitet udvides. På baggrund af forsøget, vil forvaltningen vurdere, om løsningen har potentiale for at blive udbredt i byrummet. En udbredelse af løsningen vil dog medføre øget behov for finansiering."
Pant på takeaway-emballage
I oktober måned 2025 lancerede Københavns Kommune desuden et nyt genbrugssystem for takeaway-emballage i Indre By.