Hvad vil vi med kunsten i det offentlige rum?

Indre By Lokaludvalg inviterede til en aften med debat og workshop om kunst i Indre Bys offentlige rum.

Omkring 20 deltagere havde fundet vej til Vartov den 22. maj, hvor man kunne blive klogere på vilkårene for opstilling af kunst i det offentlige rum og selv give sit besyv med.

Bent Lohmann fra Indre By Lokaludvalg bød velkommen og gav ordet til aftenens oplægsholder, Jens Peter Munk Jensen, fagansvarlig i Teknik- og Miljøforvaltningens enhed for kvalitet i Parker, Kirkegårde og Renhold.

Monumentmanden fortalte

Jens Peter Munk Jensen er også kendt som Monumentmanden på Københavns Kommunes Facebookside, hvor han gennem årene har formidlet udvalgte kunstværker i Københavns offentlige rum.

I sit oplæg kom Jens Peter Munk Jensen omkring administrationsgrundlaget for monumenter i Københavns Kommune og gav eksempler på nyere opsatte værker i København.

Billede
 Jens Peter Munk Jensen, fagansvarlig i Teknik- og Miljøforvaltningens enhed for kvalitet i Parker, Kirkegårde og Renhold.
Jens Peter Munk Jensen, fagansvarlig i Teknik- og Miljøforvaltningens enhed for kvalitet i Parker, Kirkegårde og Renhold, holdt oplæg om kunst i det offentlige rum.

Kunst på eget initiativ

En repræsentant for Rådet for visuel kunst, billedhugger Karin Lorentzen, gav tips til tilhørerne om hvordan de selv kunne tage initiativ til opstilling af kunst i det offentlige rum. Hun opfordrede til grundige stedsanalyser og til, at tænke utraditionelt i forhold til placeringer og tilgang.

Bent Lohmann tog ordet og redegjorde kort for Indre By Lokaludvalgs principper for kunst i det offentlige rum fra 2019, inden mødedeltagerne kastede sig over en workshop om kunst det offentlige rum.

Efter mødet er lokaludvalgets principper for kunst i det offentlige rum blevet revideret - se nedenfor.

Billede
Indre By Lokaludvalg holdt workshop om kunst i det offentlige rum
Der blev diskuteret til workshoppen om kunst i det offentlige rum.

Workshoppen om kunst i det offentlige rum tog udgangspunkt i fire arbejdsspørgsmål:

  1. Hvilken type offentlig kunst mangler i Indre By?
  2. Hvor mangler der offentlig kunst i Indre By?
  3. Nye placeringer til eksisterende offentlig kunst?
  4. Nye placeringer til fremtidig offentlig kunst?

Aftenen blev rundet af med en opsamling på workshoppen ved Bent Lohmann, der takkede de fremmødte for deres deltagelse.

Reviderede principper for kunst i det offentlige rum