Kom til borgermøde om Nybrogade og Gl. Strand

Indre By Lokaludvalg inviterer mandag den 21. januar kl. 19.00 - 21.00 til årets første borgermøde om den kommende indretning af Nybrogade og om metroforpladsen på Gl. Strand.

Indre By Lokaludvalg inviterer til borgermøde omkring indretningen af Nybrogade og om hvordan gaden kommer til at hænge sammen med metroforpladsen på Gl. Strand. På mødet vil Teknik- og Miljøforvaltningen og Metroselskabet holde oplæg. 

Projektet om Nybrogade udspringer af et ønske om at skabe bedre forhold for fodgængere, flere træer og mere ophold i Nybrogade. Det er hensigten, at fremtidens Nybrogade kommer til at fremstå som et attraktivt byrum med gode opholdsmuligheder langs kanalen. 

Program for aftenens møde

  • 19.00 – 19.05: Velkomst v. Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg
  • 19.05 – 19.25: Teknik- og Miljøforvaltningen fortæller om Nybrogade-projektet
  • 19.25 – 19.30: Opklarende spørgsmål
  • 19.30 – 19.50: Metroselskabet fortæller om Gl. Strand metroforplads
  • 19.50 – 19.55 Opklarende spørgsmål
  • 19.55 – 20.00: Pause
  • 20.00 – 20.55: Spørgsmål/ kommentarer og debat
  • 20.55 – 21.00: Afrunding v. Bent Lohmann

Baggrund

Formålet med projektet, er det skal opgradere og skabe bedre muligheder for ophold langs vandet ligesom det skal styrke fodgængerforbindelsen langs kanalen mellem Frederiksholms Kanal og metroprojektet ved Gl. Strand. Projektet understøtter samtidig også Kommuneplan 2011, hvor man ønsker at skabe et sammenhængende forløb af gader, pladser og torve, herunder de fredelige kanalgader. 

Desuden skal projektet søge at bevarre og styrke de eksisterende herlighedsværdier: træerne, granitbelægningen, belysningen og de fine kig og opholdspotentialer langs vandet. Visionen er at ”Omdannelsen af Nybrogade fuldender det samlede promenadeforløb rundt om Slotsholmen, der udgør byens historiske og attraktive byrum langs kanalerne” 

Tid og sted

Mødet bliver afholdt mandag den 21. januar kl. 19.00 - 21.00 i Kunstforeningen GL. STRAND.

Tilmelding er ikke nødvendig. Der vil være lidt at drikke her i den kolde tid. 

Alle er velkomne!