Krydstogtskibene i København skal have landstrøm

Partierne på Københavns Rådhus vil med en række nye initiativer sikre at krydstogtskibe, der anløber Københavns Havn, i fremtiden kan modtage landstrøm.

København er et af de mest yndede turistmål i verden. Byen modtager årligt op mod 875.000 turister, der kommer til med krydstogtskibe. Krydstogtskibene kan karakteriseres som flydende hoteller med eget kraftværk, der sikrer passagererne strøm og varmt vand, når skibene sejler. Men når skibene anløber Københavns havn, kører kraftværket ufortrødent videre. Konsekvensen er, at skibene udleder en masse unødvendige skadelige partikler, der i høj grad forurener luften i København, når de ligger i havnen.

Lokaludvalget er begejstrede 

Indre By Lokaludvalg er derfor begejstrede for, at der nu er politisk flertal for at etablere landstrømsanlæg til krydstogtskibene, når de ligger i havnen. Pengene til projektet er overskydende midler fra kommunens regnskab for 2018 – også kaldet Overførselssagen 2018-2019.

”Det er glædeligt, at partierne bag kommunens budget 2019 har prioriteret at afsætte midler til initiativer, der kan afhjælpe udledningen af skadelige partikler, når krydstogtskibene er i vores havn.

Det er et stort skridt i den rigtige retning”, siger formand for lokaludvalget, Bent Lohmann.

Partierne har i overførelsessagen afsat midler til projektering af et landstrømanlæg ved Oceankaj i Nordhavn. Derudover er det aftalt at udarbejde et forslag til en model for etablering af landstrømanlæg ved Langelinie og endelig er der ønske om at etablere et nordisk samarbejde for etablering af landstrøm til krydstogtskibe samt midler til.

Partierne bag aftalen er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Venstre, Konservative samt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.