Nu bliver tre gader i Nyboder renoveret
Nogle vil måske huske, at vi i lokaludvalget tilbage i sommeren 2024 indsamlede lokale beboeres input til foretrukken fortovsbelægning. Dengang anbefalede vi Københavns Kommune, at der i forbindelse med en genopretning af gaderne blev lagt bordursten på fortovene.
Renoveres med fortovsfliser
Imidlertid har afdelingen for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning valgt, at fortovene i de tre gader renoveres med fortovsfliser, og de eksisterende bordurkantsten og chaussésten sættes på ny.
Anlægsarbejdet udføres i 3 etaper, én for hver gade:
Hjertensfrydsgade: november 2025 - april 2026
Haregade: januar 2026 – november 2026
Elsdyrsgade: maj 2026 – april 2027
Gaderne lukkes for biltrafik
I anlægsperioden vil gaden blive lukket for biltrafik, da vejen graves op og der skal foretages arkæologiske undersøgelser. Det betyder at parkeringspladserne på de berørte gader midlertidigt nedlægges, og du må derfor finde parkeringsmuligheder i nærområdet.
Teknik- og Miljøforvaltningen har skrevet direkte til beboerne i Hjertensfrydsgade, Haregade og Elsdyrsgade om den planlagte renovering.