Øget tryghed i det københavnske natteliv: Natteværterne fortsætter
Nattelivet i København vil stadigvæk have natteværter i gadebilledet. Partierne bag Københavns Kommunes budgetaftale for 2020 har besluttet, at der skal afsættes 1,3 millioner kroner til at forlænge af Natteværtsordningen i Indre Bys gader.
Natteværterne – en ordning der har til formål at fremme en mere hensynsfuld adfærd i nattelivet, og som har dannet grundlag for et helt nyt koordinerende samarbejde i og omkring nattelivet.
Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) glæder sig over, at det er lykkedes at finde midler til at fortsætte:
”Natteværterne er i stand til at gøre en kæmpe forskel, fordi de bruger dialog til at skabe tryghed og balance i et natteliv fyldt med festglade borgere og turister. Derfor er jeg meget glad for, at det er lykkedes os at finde penge til at fortsætte ordningen.”
Det stigende antal københavnere og turister har, i samspil med blandt andet rygeloven, mobile musikanlæg og døgnåbent salg af alkohol, medført gener såsom støj i det københavnske natteliv. Derfor indsatte Københavns Kommune i marts i år natteværter i Indre Bys gader.
Natteværterne begyndte som et pilotprojekt for at få afprøvet, om de kommunale natteværters tilstedeværelse i bybilledet kan være med til at håndtere nattelivets gener i Indre By. Natteværterne fungerer som kommunens øjne i natten og er blevet omdrejningspunkt for et styrket samarbejde mellem nattelivets professionelle aktører – et samarbejde der gør en forskel for politiets kerneindsats i Indre Bys natteliv og har sat nye, genenedsættende initiativer i søen såsom forsøg med mobile skraldespande i nattetimerne.
Initiativet er blevet positivt modtaget af både gæster, Politi, dørmænd og brancheorganisationerne DRC, REKOM og HORESTA, der bakker op om Natteværterne og den dialogiske tilgang.
”Vi arbejder hele tiden på at finde en balance mellem, at København er levende og til at bo og opholde sig i for dem, der ikke er en del af festen. Vi kan nå langt med dialog, og her har Natteværterne vist sig at kunne noget unikt, siger kultur- og fritidsborgmesteren.
Fakta
- Partierne bag budgetaftalen 2020 har besluttet, at der skal afsættes 1,3 millioner kroner til at forlænge af Natteværtsordningen i Indre Bys gader i et ændringsforslag til aftalen om kommunens budget for 2020.
- Forslaget vedtages endeligt i forbindelse med andenbehandlingen af Budget2020 på Borgerrepræsentationens møde torsdag den 1. november.
- Natteværterne har været tilstede på gadeplan i Indre Bys natteliv fredage og lørdage i tidsrummet klokken 22 – 06 fra den 15. marts 2019 frem til den 8. juni og igen fra den 23. august og frem til den 21. december 2019. Med servicebevillingen kommer Natteværterne på gaden i 52 uger i 2020.
- Alle Natteværter har gennemgået et målrettet uddannelsesforløb.
Spørgsmål kan rettes til:
Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde via pressekonsulent Liv Høiriis, tlf.: 2151 9007