Pas på Laksegade-kvarteret!
En ny lokalplan er på vej for området ved Laksegade-kvarteret, hvor Danske Bank indtil udgangen af 2023 har hovedsæde. Planen skal gøre det muligt at udvikle området til et fodgængervenligt bolig- og erhvervskvarter med butikker i stueetagen. Det er bygherres ide, at butikslivet i området skal være et højkvalitets handelsmiljø efter et ’Nordic Designer´s Village’- koncept.
Bekymrede og frustrerede borgere
Indre By Lokaludvalg afholdte sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen i midten af maj måned et velbesøgt borgermøde, hvor bygherre og arkitekter præsenterede ideerne for udvikling af området. Flere af de fremmødte borgere er stærkt bekymrede og frustrerede over udsigten til at blive nabo til et stort byggeprojekt, der ifølge dem kommer til at sætte sine tydelige spor i hele kvarteret.
De hæfter sig ved, at bygningerne allerede i dag er meget skrøbelige og at flere har store skader, der skyldes vedarbejde, varelevering samt den store trafikbelastning med daglige vibrationer og rystelser. De frygter, at mere trafik og et stort byggearbejde kommer til at betyde flere vibrationer og rystelser og derved flere skader på bygningerne.
Lokaludvalget er ligesom borgerne bekymrede. I deres netop indsendte høringssvar til Københavns Kommune skriver de, at projektet er endnu et udtryk for, at kommunen prioriterer "byliv" højere end de lokale beboeres interesser. Lokaludvalget mener, at man bør tænke sig grundigt om inden så stort et byggeprojekt sættes i gang. De peger på flere problematiske forhold, som de mener, der skal gøres noget ved.
Et fredeligt kvarter
Derudover understreger lokaludvalget, at kommunen har et ansvar for at sikre, at kvarteret ikke udvikler sig til et nattelivsområde som Gothersgade eller Nørre Kvarter. Samtidig blev det påpeget af flere deltagere i borgermødet, at mange måske opfatter kvarteret som goldt og kedeligt, men beboerne derimod opfatter kvarteret som et fredeligt kvarter, hvor de kan finde ro.