Resultater fra borgerpanelundersøgelse om Distortion 2019
I slutningen af november stillede lokaludvalget Indre By Borgerpanel en række spørgsmål vedrørende Distortion 2019, som 1751 besvarede. Lokaludvalget drøftede resultaterne fra undersøgelsen i sit møde den 13. december.
”Det overordnede indtryk er, at beboerne herinde ikke ønsker Distortion i eller i nærheden af Indre By. Årsagen er især, at hverdagen ikke fungerer for beboerne, når der er Distortion i bydelen. Derudover er der som bekendt problemer med støj, affald og urinering i gaderne osv. Mange kan se, at Distortion har eller har haft en kulturel værdi, men at der må findes et andet koncept, hvis det skal fortsætte.”, siger formand for lokaludvalget Bent Lohmann.
Mere kontrol og tilsyn
Indre By Lokaludvalg ønsker med resultaterne fra borgerpanelundersøgelsen at give politikerne og arrangøren af Distortion mere og bedre viden om beboernes holdninger til Distortion. Hvis Distortion skal fortsætte i Indre By, beder Indre By Lokaludvalg om, at man sørger for at imødekomme beboerne med hensyn til
- Behovet for information om Distortion-arrangementer
- Mere tilsyn
- Tidspunktet for, hvornår Distortion-arrangementer på Rådhuspladsen skal stoppe
- Lydniveauet forud for og under Distortion-arrangementer på Rådhuspladsen
- Crowd control, så publikum ledes væk fra nattelivsområderne i Indre By
- Bedre renhold straks efter arrangementerne
Læs hele rapporten om Distortion 2019 i højre side.