Status på stormflodssikring af Indre By og Christianshavn

Udfordringer i form af blandt andet lovgivning og finansiering gør, at stormflodssikring af Indre By og Christianshavn og Indre By har lange udsigter.
Eksempel på hvordan København kan blive oversvømmet ved en ekstrem stormflod fra syd i år 2075. Illustration fra Teknik- og Miljøforvaltningens oplæg i orienteringsmødet den 4. november 2024.

Den 4. november 2024 invitererede Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning til informationsmøde om stormflodssikring af Indre By og Christianshavn.

I mødet fortalte medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen de omtrent 50 fremmødte om de nyeste resultater fra en forundersøgelse til en stormflodsplan for hovedstadsområdet, som Københavns, Hvidovre, Tårnbys og Dragør Kommuner samt Transportministeriet med flere står bag.

Mearbejderne fra Teknik- og Miljøforvaltningen kom blandt andet ind på fremtidige sikringsniveauer af bydelenes kystlinjer, tekniske løsninger, miljøforhold og økonomiske aspekter.

Stormflodssikring kræver bred politisk opbakning

En stormflodssikring af hovedstadsområdet kræver både national og kommunal politisk opbakning. Repræsentanterne fra Teknik- og Miljøforvaltningen oplyste, at realiseringen af stormflodssikringsinitiativerne beskrevet i forundersøgelsen med nogen usikkerhed vil påbegyndes om ti til 20 år, hvis der er politisk opbakning hertil. 

Da det i foranalysen vurderes, at der er størst risiko for oversvømmelse af hovedstadsområdet sydfra som følge af en stormflod, er det her, fra Dragør til Kalveboderne, man vil begynde arbejdet. Christianshavn og Indre By skal ifølge foranalysens forslag til en plan stormflodssikres sidst.

Sikring mod oversvømmelse nu og her

I mødet blev der på baggrund af de lange udsigter til stormflodssikring af Christianshavn og Indre By spurgt til, hvordan beboere i bydelen her og nu kan sikre sig mod oversvømmelser. Repræsentanterne fra Teknik- og Miljøforvaltningen henviste til Københavns Kommunes krise- og beredskabskoordinator.

Christianshavns Lokaludvalg var i 2022 medarrangør af et kursus om at bo vandsikkert. I kurset blev der givet konkrete tips til at sikre sit hjem mod oversvømmelser.

Deltag i arbejdsgruppe om stormflodssikring

I mødet inviterede et medlem af Christianshavns Lokaludvalg alle interesserede til at deltage i lokaludvalgets arbejdsgruppe om stormflodssikring. Det næste møde i arbejdsgruppen finder sted den 25. november 2024 kl. 17-19 i Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34. Hvis du ønsker at deltage, beder vi dig skrive en mail til lokaludvalgssekretariatsmedarbejder Mette Rathsach på BX1R@kk.dk.

Baggrund for forundersøgelsen til en stormflodsplan for hovedstadsområdet

Københavns Kommune deltager i Transportministeriets forundersøgelse til en stormflodsplan for hovedstadsområdet. Arbejdet omfatter også Hvidovre, Dragør og Tårnby kommuner samt Sund & Bælt, Metroselskabet, lufthavnen, DSB og Banedanmark samt relevante ministerier. 

Forundersøgelsen belyser mulige fremtidige sikringsniveauer for hovedstadsområdet, mulige tekniske løsninger, miljøforhold og anlægsøkonomi. På den baggrund udføres en samfundsøkonomisk analyse af en samlet stormflodssikring og en vurdering af eksisterende finansieringsmuligheder samt forslag til organisering.  

Forundersøgelsen er ikke en handleplan men et forarbejde, der skal kvalificeres i de kommende år, og som kræver national- og kommunalpolitisk stillingtagen på en lang række områder. Forundersøgelsen forventes afsluttet ultimo 2024/primo 2025.

Læs mere om forundersøgelsen til en stormflodsplan