Beboerne i Indre By er overvejende trygge i deres nabolag

Vi har i november taget pulsen på tryghedsniveauet i Indre By med en borgerpanelundersøgelse og et borgermøde.

Den 11. november 2024 mødtes beboere fra Indre By i Bethesda til et borgermøde om tryghed i deres lokalområde. Mødet blev arrangeret af Indre By Lokaludvalg og bød på præsentationer, debat og inddragende drøftelser om, hvordan det står til med trygheden i Indre By. 

Politiets indsats og psykologisk perspektiv

Henrik Brix fra Nærpoliti Indre By fremlagde kriminalitetsstatistikker og politiets initiativer. Der forekommer gennemsnitligt 80 anmeldelser om måneden i bydelen, herunder 350 årlige voldsanmeldelser i nattelivet. Politiet arbejder intensivt mod lommetyveri og cykeltyveri, hvor organiserede grupper spiller en rolle. Desuden fokuserer politiet på at skabe et trygt natteliv i samarbejde med forskellige kommunale aktører.

Psykologen Mikael von Liptak holdt et oplæg om hjernens reaktionsmønstre og forklarede, hvordan tryghed og utryghed påvirker kroppen. Ved at aktivere det beroligende system gennem kontrolleret åndedræt kan man opnå en følelse af tryghed, hvilket kan hjælpe med at håndtere daglige udfordringer.

Borgerpanelundersøgelse tyder på trygge beboere 

I forbindelse med borgermødet lavede lokaludvalget en borgerpanelundersøgelse, der kunne besvares i perioden 28. oktober-15. november 2024. 

I borgermødet præsenterede Indre By Lokaludvalgs forperson, Bent Lohmann, de første resultater fra undersøgelsen, der viser, at 70 % af beboerne føler sig meget trygge i deres nabolag, mens 52% føler sig trygge om aftenen og natten. Bekymringerne i undersøgelserne går hovedsageligt på hensynsløs kørsel, cykeltyveri, hærværk og støj.

Læs rapporten om borgerpanelundersøgelsen om tryghed i Indre By, efterår 2024.

Input til det videre arbejde med tryghed i Indre By

Deltagerne i borgermødet drøftede tre temaer: natteliv, færdsel og generelle tryghedsaspekter. Bekymringerne spændte fra støj og lysforurening til aggressiv kørsel og cyklisters adfærd. Der blev fremsat forslag om øget politiindsats, mere dialog mellem beboere og nattelivets aktører samt forbedret skiltning for at sikre færdslen. Beboernes input vil blive brugt til at forme fremtidige tiltag for at forbedre trygheden i området.

I Indre By Lokaludvalg drøfter vi i vores møde den 12. december 2024 hvordan vi vil samle op på borgerdialogen.

Læs hele referatet af borgermødet