Valg til Indre By Lokaludvalg

I starten af 2026 er der valg til lokaludvalg. Foreninger, råd og brugerbestyrelser m.fl., der har aktiviteter i Indre By, kan opstille en kandidat til lokaludvalget og være med til at stemme om, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2026-2030.
Hvad får du ud af at være med i Indre By Lokaludvalg?
Har du lyst til at præge udviklingen i din bydel – så er Indre By Lokaludvalg et godt sted at starte!
Vi er nemlig sat i verden for at give byudviklingen i København et lokalt perspektiv og sikre at nærdemokratiet i byen fungerer. Vi forholder derfor til et hav af forskellige sager, som udgår fra Københavns Rådhus. Samtidig fremmer vi de sager, som ligger beboere og lokale erhvervsdrivende i Indre By på sinde, og sender dem retur den anden vej.
Vi sætter også gang i arrangementer i Indre By og i lokale initiativer – blandt andet ved at uddele penge gennem vores bydelspulje.
Derfor skal du overveje at stille op:
- Sæt retningen for din bydel: Vær med til at udvikle og fremme visioner for Indre By
- Giv borgerne en stemme: Gå i dialog med lokale beboere og erhvervsdrivende og påvirk beslutningstagerne på Rådhuset, så bydelens behov bliver hørt
- Bliv klogere på byen: Få adgang til kurser, viden om lokalpolitik og indsigt i, hvordan kommunalpolitik og byudvikling fungerer i praksis
- Mød nye mennesker: Samarbejd med andre engagerede borgere, der deler din interesse for lokalområdet
- Støt lokale projekter: Vær med til at uddele lokaludvalgets puljemidler til initiativer, der styrker bydelens fællesskab
Hvad laver man som lokaludvalgsmedlem?
Som medlem af lokaludvalget får du et godt indblik i din bydel og hvad der rører sig i forhold til byudvikling, trafik, miljø, fritid, kultur og det sociale område. Du er med til at behandle sager om udviklingen af bydelen, og uddele puljestøtte til lokale aktiviteter. Du kan også selv være med til at sætte projekter i gang og rette fokus mod tematikker du synes er vigtige. Vi afholder jævnligt events for borgerne, som du også kan være med til at arrangere.
Lokaludvalget mødes 11 gange om året og derudover kan du deltage i arbejdsgrupper under lokaludvalget, hvis du har nogle interesseområder, du går særligt op i.
Bag lokaludvalget står et professionelt sekretariat, der hjælper med borgerinddragelse, kommunikation, understøttelse af møder og administration af puljemidler. Som nyt medlem får du også en grundig indføring i lokaludvalgsarbejdet. Du skal derfor ikke afholde dig fra at stille op, fordi du er usikker på, om du kan finde ud af det.
De formelle krav til valget
Valg til lokaludvalg et foreningsvalg. Det betyder, at hvis du vil stille op som kandidat til Indre By Lokaludvalg eller blot være med til at stemme ved valget, så skal du repræsentere en forening med aktiviteter i Indre By. Foreningen skal desuden:
- Have eksisteret i minimum et år fra den dato, du tilmelder dig valget
- Have minimum 15 medlemmer fra den dato, du tilmelder dig valget
Sådan deltager du i valget
Valg til lokaludvalg afholdes som en digital afstemning, der er åben i to uger i slutningen af februar 2026.
Forud for den digitale afstemning skal du tilmelde dig valget som repræsentant for din forening.
I kan som forening både vælge at opstille en kandidat til lokaludvalget (der også kan stemme til valget), eller I kan vælge kun at tilmelde en repræsentant, der kan stemme til valget. Hver forening kan opstille en kandidat og hver forening har en stemme.
Tilmeldingen til valget åbner i oktober 2025.
Det nuværende lokaludvalgs sammensætning
Disse foreninger er repræsenteret af medlemmer i det nuværende lokaludvalg:
- A/B Hjørnehuset
- Arkitekturoprøret
- Gammelholm Beboerforening
- Grønne Facader
- Grønnegade Kvarters Beboerforening
- KBH-Commerce & Culture
- Krusemyntehusene af 18.12.1918
- Københavns Delebiler
- Miljøpunkt Indre By & Christianshavn
- Nansensgade Netværk
- Nørre Kvarters Beboerforening
- Rådet for Bæredygtig Trafik
- Skt. Pauls Plads Karréens Gårdlaug
- SSBF - Strædernes og Strøgets Beboerforening
- Turistførerforeningen
Disse foreninger er repræsenteret af suppleanter i det nuværende lokaludvalg:
- AB Gyldenløvesgade 6-8
- Beboerforeningen for Dantes Plads og Nærliggende Områder
- E/F Vestersøhus
- Grundejerforeningen De Grå Stokke
- Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade
- Krumspring
- Rundetårn kvarters Beboerforening
- Talaka
- Trafikforeningen Webersgade
- Øster Farimagsgades Skole
Foruden de lokale foreninger, sidder der også lokale repræsentanter fra de politiske partier, der ved kommunalvalget er valgt ind i Borgerrepræsentationen. Se medlemmerne af Indre By Lokaludvalg 2022-2026.