Stort engagement ved borgermøde om cykelparkering i bydelen
Mange beboere mødte op i MBK Kursuscenter 31. oktober for at drøfte løsninger på udfordringer med cykelparkering i Indre By.
Oplæg om udfordringer, indsatser og byplanlægning
Mødet startede med, at Birgit Skovgaard fra lokaludvalgets Byudviklingsgruppe fremhævede sit perspektiv på konkrete udfordringer, herunder øget turisme, udlejningscykler og bydelens gamle infrastruktur, som begrænser parkeringsmulighederne.
Jakob Madsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen fulgte efter med indblik i kommunens strategi og nye tiltag, der adresserer kapacitetsproblemer med innovative løsningsforslag som ladcykelstativer og fleksible parkeringspladser.
Byplanlægger Niels Bjørn uddybede herefter de komplekse udfordringer i byplanlægningen, hvor fokus på forskellige brugertyper skal sikre en balanceret anvendelse af byrummet ved at vende planlægningen om og tænke de bløde trafikanter først.
Workshop med mange løsningsforslag
Under workshoppen kom beboerne med flere løsningsforslag, såsom pant på lejecykler, automatiske cykelparkeringssystemer og bedre udnyttelse af sidegader til cykelparkering. Deltagerne diskuterede også behovet for mere sikre og praktiske stativer samt strategier for en fleksibel og effektiv gadeanvendelse.
På det næste lokaludvalgsmøde d. 12. december skal vi drøfte, hvordan vi fortsætter arbejde mod en bedre cykelparkering i bydelen, som dette borgermøde har sat i gang. De indsamlede input vil indgå i udvalgets videre arbejde med området.
Spørgeskemaundersøgelse om cykelparkering
I forbindelse med borgermødet gennemførte vi i Indre By Lokaludvalg en spørgeskemaundersøgelse om cykelparkering for at danne os et overblik over behov og vaner blandt bydelens borgere. Vi fik 312 svar. Undersøgelsen viser, at 81 % kører på almindelige cykler og at 52 % parkerer i fælles gårde.
Gode cykelparkeringssteder som Nørreport Station og Kongens Nytorv blev fremhævet, lige som de vigtigste kriterier for gode parkeringsmuligheder; god plads og mulighed for at fastlåse cyklen.
Læs et sammendrag af undersøgelsen i boksen herunder.